solavine.dk – mest økologisk vin
  • Kurv0,00 DKK

Vinskolen

VINSKOLEN/1 – Vinens smag

En af udfordringerne ved vinsmagning er at glemme helhedsoplevelsen og fokusere på vinens enkelte elementer. Selv om helhedsoplevelsen er det centrale for nydelsen for de fleste, er der alligevel noget at hente ved at gå mere analytisk til værks. For eksempel kan det give et mere præcist svar på, hvorfor man kan lide en bestemt vin. Måske finder man så ud af, at grunden til, at man synes så godt om Chablis, ikke er, at den er lavet på Chardonnay, men at den kommer fra et køligt område og har megen syre og friskhed. Så er det måske nok bedre at købe en anden vin med samme egenskaber end en syrefattig Chardonnay fra et varmt område. Og vil man være dygtig til sammensætning af mad og vin, er det en kæmpe hjælp, hvis man forstår, hvorfor en Barolo fungerer bedre til det røde oksekød end en Barbera. Så kan man nemlig enklere finde alternativer. Desuden vil et øget fokus på vinens enkeltelementer helt naturligt øge opmærksomheden og koncentrationen om vinen i glasset – og det er stort set altid en gevinst i sig selv.

 

Hvad betyder tanninerne for smagen?

Tannin er en gruppe af stoffer, der primært findes i rødvin. Det skyldes, at de to primære tanninkilder er drueskaller og træ (fade, stave, egechips) og de udgør begge en vigtigere del af fremstillingen af rødvin end hvidvin. Tannin bliver på dansk ofte fejlagtigt sidestillet med garvesyre, men garvesyre er kun en del af tanninstofferne og den findes ikke i druerne. Tannin giver sig til kende i munden som en udtørrende effekt på gummerne og til tider en bitter smag. Alene kan tanninrige vine derfor være lidt af en prøvelse, men med proteinrig mad kaster tanninerne sig over madens proteiner og lader os have spyttet i fred. Visse druesorter som Nebbiolo, Cabernet Sauvignon og Syrah har generelt høje niveauer af tannin og andre som Pinot Noir, Grenache Nior og Barbera har relativt lidt. Desuden har vine, hvor drueskallerne har haft lang kontakt med vinen, alt andet lige mere tanninindhold. Så lidt basisviden om vinen vil give t fingerpeg. Og ellers må man prøve sig frem. Antallet af gange, man skal køre tungen rundt på gummerne for at genskabe fugtigheden, er en god indikator.

 

Hvad betyder syren for smagen?

Syre er en del af vinen, som vi har mere erfaring med, da den findes i så meget andet, vi har i munden. Der er mange syrer på spil i en vin, men uanset om det er vinsyre, æblesyre eller måske mælkesyre, det drejer sig om, har de overordnet den samme effekt, som vi kender fra at bide i en citronskive.: det trækker i kinderne og i tungen og der produceres mundvand. Faktisk er den sidste konsekvens en god målestok for syreniveauet i vinen. Jo mere mundvand, desto mere syre. Syre er en naturlig del af druernes most og selvom man på forskellig vis kan ændre niveauet og effekten af syren under fremstillingen af vinen, er der ofte en sammenhæng mellem druernes og vinens syreniveau. Igen er druesorten en afgørende faktor, for visse har naturligt megen syre (Riesling, Chenin Blanc, Albarino) og andre mindre (Pinot Gris, Gewürtztraminer, Viognier). Og så har vine fra køligere områder (= mindre moden frugt) generelt mere syre end dem fra de varme.

 

Hvad betyder sukkerindholdet for smagen?

Under gæringen omdannes druernes sukker til alkohol, men da druemosten indeholder nogle ikke-gærbare sukkerstoffer, er der altid en smule restsukker i vin. Mængden er dog under den tærskelværdi, vi kan opfatte og derfor smager vinene tørt. Når der er mere end 4 g sukker/l, begynder vi at opfatte det so sødme og det er en smag, vi helt generelt værdsætter. Det kommer selvfølgelig decideret til udtryk i søde vine, hvor niveauet kan komme op på 250 g/l eller mere, men også i simple, billigere vine, hvor blot en smule restsukker gør vinene mere sødmefulde og ”slikkede”. Ud over at gøre vinen sødere, har sukker også andre effekter på vinen. For eksempel dæmper den syrens påvirkning. Det er en effekt der for eksempel udnyttes i champagne og andre mousserende vine, hvor syreniveauet ofte er meget højt. Her får lidt sukker i en brut-version ikke vinen til at fremstå decideret sød, men det balancerer syren, så den er til at leve med. Sukker i vin er også med til at øge viskositeten og gøre den mere tyktflydende.

 

Hvad betyder alkoholen for smagen?

Det er let nok at smage forskel på en vin med 7% alkohol og en med 20%, men det bliver straks sværere, når forskellen er en ½ eller 1%. Det skyldes, at det absolutte alkoholniveau kun er en – om end naturligvis meget afgørende – faktor, der påvirker vores opfattelse af alkohol. Den kan være bedre eller dårligere ”integreret” i vinen, hvorfor en vin med 14,5% alkohol ikke behøver at fremstå mere alkoholrig end en på 13%. Vinenes øvrige egenskaber som sukkerindhold, koncentration og syre kan ændre vores opfattelse af alkoholen, så etikettens %-angivelse er ikke altid en sikker rettesnor. Megen alkohol kan gøre vinen ”sprittet” og stikkende, men kan også bidrage til fylden og være en god hjælper, når der er fede madvarer på bordet.

 

Hvad er vinens fylde/krop?

En vins fylde er det, som ofte også beskrives som vinens ”krop”. For at vurdere fylden eller kroppen, kan man forstille sig en række med fem glas indeholdende skummetmælk, minimælk, letmælk, sødmælk og piskefløde. De fleste vil nemt kunne fornemme forskellen i mundfylde i det line-up og det kan man så overføre på vine. Nogle vine er klart mere vandfyldige og lette, andre fyldige og cremede. Vinens koncentration er medvirkende til at gøre den fyldig, ligesom alkohol, glycerol og sukker kan bidrage til opfattelsen af fylde. Både vækstbetingelser, kvalitetsniveau og remstillingsteknikker er afgørende faktorer for fyldigheden.

 

Hvad betyder aromaen for smagen?

En vin indeholder hundredvis af aromastoffer og den menneskelige næse kan sagtens trænes til at opfange de fleste af dem. For mange forekommer det dog at være en håbløs opgave at skulle sætte præcise ord på de enkelte elementer og der kan være en to-eller tretrinsraket ofte være en gød løsning. Der findes masser af eksempler på såkaldte aromahjul (se eksempel her), der på overskuelig, grafisk vis opdeler aromaerne i successivt mindre grupper. Man begynder for eksempel med at konstater, at vinen dufter af frugt. Dernæst bliver man måske med inspiration fra aromahjulet enig med sig selv om, at det mere er tropisk frugt and røde bær og endelig at det for eksempel er banan eller ananas. De enkelte druesorter har mere eller mindre karakteristiske aromaer, som man godt med tid og øvelse kan lære at holde adskilt.

 

Prøv:

  • Skriv ned. Det er altid nemmere at koncentrere sig, når man er tvunget til at få noget ned på papir eller skærm. Og så kan man gå tilbage og tjekke sidste smagnings erfaringer.
  • Lav et eget system, som man selv synes fungerer. For eksempel en skala for syre fra 1 til 5 eller fra svag til markant. Det hjælper til at fokusere, at man skal tage en præcis beslutning.
  • Smag efter én ting ad gangen, så er det til sidst ikke svært at opfange elementerne. Lav for eksempel en smagning, hvor der primært smages efter syre eller tannin.

 

VINSKOLEN/2 – Vinens udseende

Vinsmagning er en vanskelig disciplin, men kan læres af alle. Det handler om at holde fokus på få ting ad gangen og til sidst samle dem til en helhed. Vinskolen ser her nærmere på nogle af de mange delelementer, som tilsammen giver os store eller skuffende vinoplevelser.

Hvor meget tid bruger du på at betragte din vin i glasset, inden du drikker den? Sikkert ikke så meget, men udseendet kan faktisk give en del væsentlige informationer om vinen og bør være en helt naturlig del af at nyde et godt glas vin og lære mere om vinen. Udseendet kan give en del information om vinen og være meget behjælpelig i en blindsmagning.

Farven er den væsentligste komponent og her kan det give mening at skelne mellem intensitet og nuance. Altså dels tætheden af farven, som bedst bedømmes ved at se lodret gennem vinen mod stilken med glasset stående foran sig. Og dels farvetonen, der bedst bedømmes ved at holde glasset på skrå foran sig mod en hvid baggrund.

 

Hvad siger farven om druesorten?

Farvens link til den/de anvendte drue/druer er mest tydelig ved rødvine. Deres farve stammer overvejende fra en række farvepigmenter, der kaldes anthocyaniner. De findes helt primært i druernes skal og druesorterne kan adskille sig betragteligt ift. Mængde og type af anthocyaninerne. Visse druesorter, som f.eks. pinot noir og nebbiolo, har et relativt lavt indhold og giver derfor alt andet lige mindre farveintense vine, hvor man altid vil kunne se stilken gennem vinen. Omvendt har druesorter som shiraz/syrah, cabernet sauvignon og merlot et højt indhold og giver tætte, til tiden helt ugennemsigtige vine. Der er naturligvis mange sorter, der minder om hinanden, og andre forhold kan også spille ind, men man vil oplever, at der er relativt stor stabilitet, hvis man bemærker de enkelte sorters typiske farveintensitet. Hvidvine er mindre farvevariable og da grønne druesorters skal indeholder mindre farvestof og normalt ikke er i kontakt med moste, er det sværere at forbinde hvidvinens farve med druesorten.

 

Hvad siger farven om vinens alder?

Når det gælder alderens betydning for vinens farve, er det i højere grad farvenuancen end -intensiteten, der er interessant. Groft opdelt kan man sige, at en rødvins farve går fra det blålilla i den unge vin/most over rubinrød og orangerød (granat) til en mere brunlig nuance i den gamle vin. Det er en proces, alle vine vil gennemgå, men der er forskel på, hvor hurtigt den forløber. Nogle sorter har f.eks. mest af en type farvestoffer, som på grund af oxidation relativt hurtigt taber sin lilla/røde nuance og dermed bliver disse vine forholdsvis tidligt orangerøde i nuancen. Farvenuancen siger ikke noget præcist om den enkelte vins alder, men en blålilla vin er yngre end en orangerød af samme type. Hvidvine er igen lidt sværere at aflæse, men også de vil med alderen på grund af oxidation antage en mørkere og til sidst en brunlig nuance.

 

Fortæller farven noget om fremstillingen?

Druesorterne og alderen spiller generelt nok en større rolle for vinens farve end fremstillingsprocessen, men den er bestemt ikke uden betydning. Har man f.eks. fat i to rødvine på samme druesort, med samme alder og fra samme sted, kan en forskel i farveintensiteten skyldes, at man bevidst har forsøgt at påvirke dette ved at forlænge/forkorte kontakttiden mellem druemost og skaller mere eller mindre intensivt. Fadlagrede rødvine vil typisk være mindre farveintensive og mindre blålilla, da farvestofferne under opholdet på fadene er blevet let oxiderede og eventuelt har bundfældet sig. Til gengæld vil farven være mere stabil og efterfølgende ændre sig langsomt på flaske sammenlignet med en ståltanklagret vin, Fadlagret hvidvin vil til gengæld typisk være tættere og mere gullig i farvenuancen end en tilsvarende vin uden fadlagring.

 

Hvad kan jeg se i vinen?

Til tider kan man se farvede flager, små krystaller eller grums på bunden af glasset. De to førstnævnte er ikke defekter, men kan dekanteres fra før ophældning. Flagerne er farvestoffer, der i flasken har opført sig som på fadet og ”bundet sig sammen”. Krystallerne forekommer typisk i syrerige, ikke-fadlagrede vine, der har været udsat for meget lave temperaturer på flaske. Grums vil typisk være gærrester og en effekt af en gæring på flasken. Det kan være tilsigtet for at give vinen en let perlen, men kan også være en utilsigtet fejl.

 

Siger udseendet noget om kvaliteten?

Det korte og fristende svare er nej. F.eks. siger farveintensiteten i modsætning til manges opfattelse ikke noget generelt om vinens kvalitet og farvenuancen er heller ikke i sig selv direkte relateret til kvalitet. Men for en specifik vin på en farveintensiv druesort kan en let farve godt indikere en mindre koncentreret vin og en mørk hvidvin kan eventuelt indikere en lidt for gammel, oxideret vin. Her må man sammenligne med andre vine af samme type.

 

Hvordan er det med gardiner og tårer?

Når man hvirvler vinen et par gange rundt i glasset, vil man kunne se få eller mange mere eller mindre tunge dråber glide ned langs indersiden af glasset. De såkaldte tårer eller gardiner er en direkte konsekvens af vinens alkoholniveau. Jo mere alkohol, desto flere og tungere tårer/gardiner. Det skyldes den såkaldte Marangoni-effekt og har med overfladespænding at gøre. Prøv at lægge noget over glasset og bemærk, at tårerne ikke længere falder.

 

Prøv:

At smage af sorte glas eller med bind for øjnene og bemærk, hvorledes synet uden tvivl påvirker vores helhedsoplevelse af vinen.

Læg mærke til, hvordan vine fra varmere områder tenderer til at have en dybere/tættere farve end tilsvarende vine fra koldklima-områder.

Sammenlign en ung Rioja Crianza med en Rioja Gran Reserva fra samme producent og bemærk, hvad alder og fadlagring har betydet for farven.

At lægge noget over glasset og bemærk, at tårerne ikke længere falder efter, du har slynget vin rundt i glasset.

 

VINSKOLEN/3 – Mad og vin

Kunsten at kombinere mad og vin behøver slet ikke at være kunst, men bare et godt håndværk. Som så meget andet håndværk kan få grundprincipper og øvelser bringe dig langt på vejen mod de store oplevelser. Vinskolen ser denne gang nærmere på, når vin og mad mødes.

En stor vininteresse følges hos mange ofte af en stor interesse for mad, restauranter og gastronomi i det hele taget. En del oplever dog tit, at deres viden om vin og deres viden om mad kan være vanskelig at kombinere. Man kan da også hurtigt gøre vin- og madkombination til en højere videnskab og meget kompliceret. Der findes jo faktisk folk, der lever af at være eksperter på området. Men heldigvis kan du med nogle få relativt simple grund- og tommelfingerregler komme meget langt i bestræbelserne på at opnå det bedst mulige match mellem det på tallerkenen og det i glasset. Det vil måske nogle gange kræve, at man kommer lidt ud af sin vanetænkning og afprøver vine og vintyper, som man normalt ikke drikker. Men står du så pludselig med en ny favoritvin, der tilmed passer glimrende til mad, du kan lide, er det jo det hele værd. Og snart er øvelsen ikke en svær udfordring, men en leg.

 

Hvad er målet med den gode kombination

Det enkle svar er, at både vinen og maden skal fremstå bedst muligt. Når man har gjort sig umage med en bestemt ret og en vinmager har bestræbt sig på at lave en god vin, som du har fundet frem til og betalt for, gælder det naturligvis om, at begge dele får lov at vise sig fra deres bedste sider. Målet er derfor, at både vinens og madens positive elementer stadig er fremherskende, når de kombineres. Det kræver nogle gange lidt omtanke og har man oplevet, at en vin man ellers holder meget af , ikke er så god, som den plejer, kan det meget vel være, fordi maden på den ene eller anden måde ændrer oplevelsen af den.

Det kan selvfølgelig også gå den anden vej, hvor en vin, du normalt ikke sætter særlig pris på med ét fremstår meget bedre, fordi den mødes af en bestem ret. Og når alt går op i en højere enhed, bliver både vinen og maden løftet, så 1 plus 1 liver lig tre og man forstår umiddelbart, at der er tale om en særligt vellykket kombination.

 

Hvad så med vinens og madens struktur

Også når det gælder vinens struktur og fylde, bliver det tydeligt, at modsætninger ikke er optimalt. En let, subtil ret uden særlig fedme eller intensitet vil drukne i mødet med en kraftfuld bulderbasse af en vin. Og omvendt vil en let, underspillet vin, med fokus på elegance, slet ikke få et ben til jorden i mødet med en intenst smagende, fyldig og kraftfuld ret. Generelt hører retter med rå eller let tilberedte, fedtfattige råvarer uden særlig krydring til i den lette kategori, mens krydrede retter med fedmefulde, proteinrige langtidsberedte og grillede/stegte råverer ligger i den modsatte ende ad spektret. Vine med mindre koncentration, mindre alkohol, mindre fadlagring og færre tanniner vil passe bedst til de lette retter og koncentrerede vine med mere alkohol, mere fadlagring og flere tanniner vil være bedre til de tungere retter.

 

Giver modsætning eller harmoni det bedste resultat

Instinktivt vil mange måske mene, at vin og mad skal balancere hinanden og at det derfor er godt at gå efter modsætninger, der mødes. Det vil dog sjældent være det optimale valg, hvilket f.eks. er tydeligt, når det gælder syre og sødme. Hvis en syrerig ret mødes af en vin med en behersket syre og/eller en smule sødme, vil vinen ofte fremstå lidt flad eller alt for sød, fordi kontrasten bliver mere tydelig. En ellers harmonisk vin bliver pludselig ubalanceret. Det samme sker, hvis en sødmefuld ret mødes af en tør eller ikke tilstrækkelig sød vin. Vinen, der i sig selv er fin, opleves nu benet, syrlig og stram.

For syre og sødme gælder derfor som grundregel, at de skal følge hinanden. Syre til syre og sødme til sødme. Syre i retter kommer blandt andet fra citrusfrugt, mejeriprodukter, tomat, eddike, vin og bær. Sødme kan komme fra sukker, rodfrugter, honning og frugt samt tilberedning som pandestegning.

 

Hvilke råvarer er særligt udfordrende

Nogle ingredienser kan være særligt udfordrende vinmæssigt. Det gælder f.eks. æggeblommer, rå løg og eddikedressinger. Heldigvis spiser man sjældent disse ting alene og så fungerer andre ingredienser som brobyggere til vinen. Grøn salat med vinaigrette bliver eksempelvis meget bedre med vin, hvis der er lidt ost, nødder eller skinke i. Æggeblommen i en carbonara hjælpes af peber og bacon og de rå løg til en tatar eller stenbiderrogn dæmpes af oksekød og cremefraiche. Chili kan også være svært, men her er løsningen sødme i vinen, som dæmper den værste brændende effekt.

 

Hvordan med de cremede og fede retter

Når en ret er cremet og fed, som f.eks. når der er brugt, smør, olie og fløde, skal man til gengæld være varsom med en alt for cremet og blød vin. Det risikerer nemt at blive ”fedme på fedme” og blive for meget af det gode. Vinen skal kunne hamle op med rettens fylde, men den skal samtidig være i stand til at give et modspil til rettens fedme/cremede side, så denne ikke opleves for voldsomt. Det modspil kan komme fra syre og/eller alkohol, som begge har evnen til at rense ud og give lyst til næste mundfuld.

 

Hvordan analyserer jeg en ret på forhånd

Et godt vinvalg til maden handler om at gennemskue retten. Lav evt. et enkelt skema og vurder på baggrund af ingredienserne og tilberedning rettens grundelementer som syreniveau, graden af sødme, smagsintensitet og fylde. Den klassiske julemiddag er et godt eksempel. Her er der især sødme (brune kartofler og rødkål), fedme of fylde (sauce og andefedt) og høj smagsintensitet. Vinen skal derfor have det samme samt alkohol til at rense ud. Derfor passer vine som Amarone della Valpolicella, en californisk zinfandel eller en super Ribera del Duero ofte glimrende.

 

Gode råd:

  • Husk, at grundregler ikke er det samme som dogmeregler. Vær nysgerrig og prøv en gang imellem at gå imod teorien. Måske oplever du en naturstridig, men fantastisk kombination.
  • Prøv forskellige vintyper til den samme ret og bemærk, hvilke du synes giver den bedste kombination. Overvej, hvilke elementer i vinen, der er afgørende.
  • Prøv en tanninrig rødvin alene og mærk gummerne blive helt tørre. Prøv den derefter med rødt oksekød. Vinens tanniner angriber nu kødets protein og oplevelsen bliver mere harmonisk.
  • Vær ikke for fastlåst på en opskrift. Ofte vil en lille justering gøre hele forskellen i forhold til vinen. Mindre krydderi, lidt ekstra syre eller en smule honning kan gøre kombinationen meget bedre.
  • Fokusér ikke alt for meget på rettens hovedingredienser. Ofte er tilbehøret og tilberedningsmetoden mindst lige så afgørende for det gode vinvalg.
  • Glem ikke, at der findes andet end hvidvin og rødvin. En mousserende vin eller en rosé er ofte det bedste valg til maden.

 

VINSKOLEN/4 – Fadlagring

Hvorfor har vi lagring på træfade og hvordan forgår det egentligt?

Vand, mælk og ikke mindst vin. Mennesket har i det meste af sin eksistens haft behov for at kunne opbevare og transportere væsker. Det var nok kelterne, der i begyndelsen af det første årtusinde stod fadder til trætønder eller fade som dem, vi kender i dag. Så kastede romerne sig over idéen og det var netop på et tidspunkt, hvor handel udviklede sig over landegrænser og behovet for noget mere robust end lerkar opstod. Velkommen til træfadet.

Undervejs må det have været tydeligt, at træfade havde en positiv indflydelse på vinen, siden vi stadig anvender det i vinproduktionen, selvom vi nu evner at lave beholdere af alle mulige materialer.

 

Sådan laves et fad

Hvis du vil lave et træfad til vinlagring, skal du først finde et egetræ. Gerne et 80-100 år gammelt og rankt som – som et højt flot egetræ. Du bruger kun den nederste del op til de første vandrette grene, så højden spiller faktisk ingen rolle. Stammen skæres ud i den længde, du vil have på dit fad og så flækker du på langs, indtil du er nede på den størrelse stave, du vil have. Læg træet til tørre (helst udenfor) og lad håret gro, mens du venter 3-5 år.

Nu kan du forme dine stave, så de bliver til et fad. Du skal bruge varme, enten fra bål, gasflamme eller damp, så dit træ kan bøjes. Så brænder du dit fad indvendigt, så træet ristes en smule. Ydersiden slibes glat og tøndebåndene sættes på. Nu har du lavet et træfad, som du afhængig af størrelse og kvalitet kan sælge for 6-10.000 kroner.

 

Fadets indflydelse på vinen

Et nyt træfad påvirker vinens smag. Træ består bl.a. af hemicellulose, som er lange kæder af kulhydrater, kaldet polysaccharider. Efter at fadet er blevet ristet, giver det ristede, karamelagtige toner til vinen samt farve og mundfylde. Det kan give et lidt ”hård” tannisk vin mere blødhed og bedre balance.

Træet indeholder også andre stoffer, der direkte påvirker vinen. Egetræet indeholder bl.a. vanillin (vaniljesmag), guaiacol (sød, røget ”medicinsk” smag) og eugenol (krydret ”nellikeagtig” smag. Desuden indeholder træet også garvesyre (gallotannin) og ellagitannin, der hjælper til med at beskytte vinen mod oxidering under fadlagringen.

Så vi kan vist roligt konkludere, at dit spritnye træfad har stor indflydelse på vinen. For hver gang fadet bliver brug, mindskes smagspåvirkningen, men selv et godt brugt fad vil få vinen til at smage anderledes, end hvis den var på ståltank. Træets porer tillader nemlig mikrooxidering af vinen og det er med til at blødgøre vinens egne tanniner.

Ikke alle vine egner sig til fadlagring. For de hvide vine bruges det sjældent eller i begrænset omfang (1-6 mdr.) på aromatiske druer som f.eks. riesling og sauvignon blanc, hvorimod en drue som chardonnay, der ikke har noget voldsomt udtryk, kan have gavn af den fedme og aroma, som fadet kan tilføre. De fleste rødvine kan have godt af fadlagring, især tanniske druer som nibbiolo og cabernet sauvignon.

 

Oak management

En del af vinmagerens beslutningsproces er at tage stilling til brugen af træfade. Skal vinen på nye eller brugte fade? Eller måske skal en fjerdedel på nye fade, en fjerdedel på brugte fade og resten på ståltank? Der er nok at tage stilling til, afhængigt af hvor meget fadpræg vinen skal have. Og ”oak management” er nærmest et selvstændigt håndværk.

Unge vine, der kommer direkte fra nye egefade, kan hørme af vanilje og eg og så taler man om, at vinen skal have tid til at integrere eller absorbere fadet. Et kraftigt fadpræg mildnes nemlig over tid, men hvis vinmageren har overdoseret med fad får vinen aldrig balance. Som f.eks. californiske chardonnay-vine i 80’erne, hvor fadindtrykket ofte var massivt og uharmonisk.

Vine tilbringer alt fra 3 til 6 måneder på fad op til flere år, afhængigt af vinen. Rhonedalens konge, vinhuset Guigal lagrer sine enkeltmarksvine i 42 måneder, hvilket også sker i Rioja og Ribera del Duero.

 

Norwegian wood?

Som om ovenstående er nok, så spiller det sørme også en rolle, hvilken type egetræ vi har med at gøre. Lad os for nemhedens skyld skelne mellem to hovedtyper. Europæisk (fransk) eg og amerikansk eg. Europæisk har højt indhold af fenoler og tanniner. Det krydrer vinen mere end amerikansk eg. Træet er fintkornet og noget skrøbeligt og skal derfor flækkes langs årerne, hvis fadet skal være vandtæt. Hvis man saver det, kan det ikke holde vand. Derfor får man kun to (dyre) fade ud af et egetræ, hvis vi taler om en sådan-cirka-standard-tønde på 225 liter (også kaldet en ”barrique”).

Amerikansk eg kan godt saves efter fældning. Træet indeholder mere tylose, en gummiagtig substans i træet, som gør det vandtæt, giver lavere fordampning og et mere stabilt miljø for vinen. Desuden har træet flere egetræsmetyllaktoner og det betyder kraftigere duft og smag af vanilje og især kokos.

Man kan også bruge eg fra Slovenien (Kroatien), Ungarn, Slovenien og Rusland, der alle sammen minder om fransk eg, mere end om amerikansk.

Ribera del Duero og Rioja vinen lagres ofte på 50% fransk fad og 50% af tiden på amerikansk fad.

 

Prøv:

Prøv at få fat i en vin (den samme), der har ligget på franske fad henholdsvis på amerikansk fad. Tag f.eks. en australsk cabernet sauvignon vin, der har fået 6-9 måneder på hver af de to typer fade og smag den store forskel. Især vanilje-smagen fra det amerikanske fad går meget igennem.