Om hvidvin
Rosévin oplever en hidtil uset popularitet i disse år. Imagemæssigt forbindes rosé ofte med en ukompliceret terrassevin, men de bedste eksemplarer er seriøse vine, der også e glimrende madvine.
Det er vel kun vine med bobler, der kan følge med rosévinenes stærke link til det herlige bekymringsfrie sommerlige vinliv. Og trenden går opad. Hvert år melder branchen enstemmigt om større og større salg af rosévinene. Lidt som med champagne skiller rosévinene sig også ud fra rød- og hvidvine ved i langt højere grad at blive betragtet som en relativt homogen kategori.
Vinene skæres i udstrakt grad over én kam med farven som den altafgørende identitetsgiver. Det er svært at forestille sig det samme for hvidvine eller rødvine, men helt grundløst er det dog ikke. Der er lidt mindre variation blandt rosévinene. Men det er værd at være opmærksom på de nuancer og til tider mere fundamentale forskelle, der eksisterer, for rosévine kan bag terrassevinsfacaden sagtens byde på en bred palet af stil-, smags- og kvalitetsoplevelser.
Hvordan producerer man Rosévin?
Fælles for metoderne for fremstilling af rosévin er, at man på den ene eller anden måde har involveret nogle blå druer. I drueskallen findes nemlig farvestofferne, der skal give vinen dens roséfarvede skær. Én metode er straks efter høsten nænsomt at presse blå druer, så der trækkes en smule farve med ud i mosten, men så skånsomt, at man ikke får megen tannin med i samme moment.
En anden metode involverer først en let knusning og derefter en kort udblødning (maceration) af de blå druer i mosten, før man skiller druer og most. En variant af denne metode anvendes, når man under produktionen af en rødvin efter få timers udblødning aftapper en portion letfarvet most og laver den til en rosévin. Rødvinen – hvor der jo nu er flere drueskaller i forhold til most – vil så blive kraftigere. Det franske ord for åreladning, saignée, har givet navn til denne metode, der typisk giver nogle relativt farveintense og kraftfulde rosévine.
Må man også blande rød- og hvidvin?
Ja, en tredje metode består i at blande rød- og hvidvin eller most fra fra blåp og grønne druesorter. Det er f.eks. en meget udbredt metode til rosé-champagne, men det er en udbredt misforståelse, at det kun er her, det er tilladt. Uden for EU er der f.eks. de fleste steder ikke bestemmelser, der forbyder at blande og EU´s overordnede regler tillader det også for de fleste vintyper. Men der kan være regler for specifikke vinområder, som forbyder det. Generelt betragtes metoden som velegnet til enklere og billigere vine.
Uanset hvilken fremgangsmåde man har anvendt til at få farvet sin most, er et generelt fællestræk, at denne i høj grad behandles som de fleste hvidvine. Det vil sige, at man typisk gærer sin rosévin ved relativt lave temperaturer for at fremme de mere delikate friske og frugtagtige aromaer og undlader fadlagring, i hvert fald i længere tid og på nye fade.
Er der særlig kendte Rosévinsområder?
Sydøstfrankrig har en markant rolle på rosévinsmarkedet. Her produceres der ikke blot megen rosévin i absolutte tal. Vintypen udgør også en stor andel af den samlede produktion og er på mange måder en afgørende brik i områdets vinøse identitet. Desuden kommer mange af de mest velansete rosévine herfra. Provence helt ned mod Middelhavet er primus motor, men også fra Rhône og Languedoc eksporteres der masser af rosévine.
Loire, en del længere mod nord i Frankrig, er også specielt kendt for sine rosévine, hvoraf nogle laves i halvtørre/halvsøde udgaver. I Italien kan Abruzzo, Apulien og Veneto fremhæves som regioner med et særligt ry for Rosévine og i Spanien skiller Navarra og Rioja sig ud med fantastiske rosévine.
Det er dog mere reglen end undtagelsen, at vinområder over hele verdenen laver rosévin og da rosétrenden er international, er der flere og flere steder. Hvor man nu lancerer rosévine eller sætter fart i en gammel hvilende tradition for vintypen.
Hvad med Rosévin og mad?
Rosé udfylder ofte det hul, der efterlades, når rødvine bliver for kraftige og hvidvine for lette. Det kan f.eks. være til fjerkræ, kraftige fiskeretter eller til råt kød som tatar. Skal det være den lette ribsagtige fra Côtes de Provence eller den lidt kraftigere fra Navarra medet strejf af tannin? Skal den være tør og saltagtig fra Sancerre eller Etna eller med et sødmestrejf som en rosévin fra oversøiske lande?
Det er værd at bemærke, at med lidt ekstra salt i maden, som f.eks. i oliven, charcuteri og visse oste, bliver vine, som man måske uden mad syntes er en smule til den sødmefulde side, strammere og mere tør og udgør en god makker.
Er der særlig Rosévinsdruesorter?
Rosévinene laves typisk på samme sorter, som anvendes til rødvinene i det pågældende område. Nogle gange er det de ikke så farveintense sorter (pinot noir, nebbiolo, granache noir) og andre gange er det de mere farvelige som f.eks. cabernet sauvignon.
Man skulle måske tro, at man udelukkende brugte nogle blå druesorter, der ikke har hverken for meget farve eller tannin, men man regulerer i stedet den endelige vins indhold af begge gennem fremstillingen og særligt den tid, man lader skallerne udbløde mosten.
Hvad hedder Rosévin på andre sprog?
Som i så mange andre vinsammenhænge er det det franske udtryk, der har spredt sig. Så på dansk, engelsk og mange andre sprog anvender man rosé-betegnelsen. Der er dog de seneste år opstået en tendens til at bruge ”pink” på engelsk. På italiensk hedder det rosato. På spansk siger man generelt rosado. Tyskerne har også i høj grad adopteret rosétermen, men man kan stadig støde på mere traditionelle betegnelser som weissherbst og rotling.
Især på amerikansk kan man høre begrebet blush wine, også om den rosévin, som pudsigt nok ellers kaldes White Zinfandel.
Prøv:
Bemærk, at der er mange nuancer af rosévin. Vinene går fra det næsten farveløse over det løgskals- og kobberfarvede til laksefarvet og dyb pink. Og nogle er mere orange.
Prøv at smage rosévine med bind for øjnene eller af sorte glas sammen med kraftfulde hvidvine og lette rødvine og se, om du kan dufte og smage forskel.
Bemærk, at mange kendte rødvinsområder også har en roséversion. Det gælder f.eks. vine fra Bordeaux, Rioja, Côtes du Rhône og Ribera del Duero.
Gør ikke:
- Drik ikke de mre komplekse og kraftfulde rosévine ved for lav temperatur, hvor nuancer dæmpes. 10-12 grader vil ofte være passende for at få fuldt udbytte af vinen.
- Bliv ikke kun på den sikre sti med de store, klassiske brands og de mest berømte regioner. Roséverdenen er stor og mangfoldig og for den nysgerrige er der et hav af gode muligheder.
- Gem generelt ikke rosévine i flere år. De mest kraftfulde kan sagtens holde sig og nogle få måske forbedres, men langt størstedelen er lavet til at drikkes relativt hurtigt.
G