Vindyrkning i Italien står primært overfor to problemer: Dels har vindyrkning historisk set været betragtet som landbrug på linje med appelsioner, oliven og andre afgrøder. Vinstokke er blevet plantet side om side med andre afgrøder og har blot været én blandt mange indtægskilder for landmanden. Det betyder også, at man ikke systematisk har udvalgt de bedste jordlodder, skråninger etc. til vindyrkning. Dernæst benytter man træningssystemer som er optimeret til kvantitet og maskinhøst. Disse to faktorer begyndte man så småt at ændre for 30-40 år siden og den omlægning bærer tydelig frugt i dag. Mange vinmarker blev simpelthen omplantet i 60’erne og 70’erne.

De største af italiens nationale druesorter modner sent. Det gælder Nebbiolo, Barbera, Corvina, Sangiovese, Sagrantino, Aglianico og Nero d’Avola. De kræver alle et tidligt forår og en lang vedvarende sommer, for at modne fuldt og for at miste deres ellers voldsomme tannin og syrer. Både i nord og syd kræver det, at vinmarkerne nøjes udvælges, samt at træningssystemerne optimeres til kvalitet, for at undgå at druerne hverken undermodnes eller overmodnes.

Vinen

Kvalitetsmæssigt ligger Piemonte og Toscana helt i front, hvad gælder italiensk vin. De to regioner repræsenterer tilsammen Barolo, Barbaresco, Brunello og Chianti – fire vintyper, som er blandt verdenseliten. Derudover følger en lang række andre regioner, som også laver god vin, alle med deres eget særpræg. Netop det store antal regioner, er en af de ting som gør vinlandet Italien interessant. Der er 20 regioner i Italien og der er kolossal forskel på vinene fra nord mod syd. De norlige er generelt mere elegante, mens de sydlige har mere varme, sødme og fylde.

Den store diversitet kommer ikke mindst fra de mange lokale druesorter, som hver region dækker over. Det skyndes ikke mindst, at der findes flere end 2.000 druesorter i Italien, hvoraf 300-500 bruges i det daglige. Mange har 2-5-10 navne, som mere eller mindre er de samme, men en fuldstændig kortlægning har aldrig fundet sted.

Italiensk vinlov, klassifikation og oprindelsesgaranti

Italien har to kategorier som falder under EUs bordvin kategori og to som falder under kvalitetsvin.
Navn Fork. Beskrivelse
Vino de Tavola VdT I denne laveste klasse er der ingen officiel kontrol. Det er daglidagsvin som de lokale drikker.

Der er dog det helt specielle, at nogle af italiens topvine, de såkalte Super Toscanske, er placeret i denne kategori. Årsagen er, at de beyntter franske druer, som ikke tillades i de højere kategorier. Den meget høje pris indikerer dog, at der er tale om noget specielt.
Indicazione Geografica Tipica IGT Vine der er lavet for at blive drukket nu. I Danmark ser vi rigtig mange vine i denne kategori. De koster typisk 40-50 kr. og smager ganske udemærket.

Denominazione di Origine Controllata DOC DOC kom til i 1963 sammen med DOCG. Det er en direkte oversættelse af det franske Appellation d’Origine Contrôlée.En DOC vin skal opfylde en række krav til benyttede druesorter, alkoholindhold, syreindhold, ekstrakt og høstudbytte.DOC systemet er aldrig blevet den succes man håbede i Italien. Alt for mange gider ikke benytte systemet. Mange synes det er for rigidt.Det betyder, at forbrugeren ikke kan benytte DOC systemet til at navigere blandt de mange italienske vine og dermed sikre sig, at de formelle krav overholdes.

Herefter blev der udnævnt nogle vine som mange ikke mener burde være ophøjet til DOCG, bl.a. Albana di Romagna og Soave. I dag står DOCG for nogle af italiens bedste vine, men billedet er blevet forplumret, så DOCG ikke entydigt er lig med den højeste kvalitet, som det oprindeligt var tiltænkt.Formelt er kravene til DOCG strammet i forhold til DOC og en smagskomité skal godkende vinene. I praksis er kvaliteten dog ikke garanteret, men de lavere høstudbytter har haft en positiv indflydelse på områdernes udvikling.
Der er omkring 32 DOCG vine, 311 DOC vine og 120 IGT zoner.